Nyt grønt bytorv skal skabe liv i Arden

Arden står foran en større forandring, efter at Realdania har bevilget 4,5 millioner kroner til etableringen af et nyt grønt bytorv i centrum. Sammen med 10 millioner kroner fra Mariagerfjord Kommune skal støtten gøre visionen om et nyt samlingspunkt foran Kulturhuset til virkelighed.
Det nye Arden Bytorv skal skabe bedre sammenhæng mellem bymidten, stationen og Rold Skov og samtidig fungere som et naturligt stop for cykelturister på Hærvejsruten. Området skal indrettes med grønne områder, opholdspladser, legemiljøer, overdækning og belysning, så det kan bruges hele året.
”Med Realdanias støtte kan vi nu skabe et bytorv, der ikke bare forskønner Arden, men som giver byen et stærkt fælles samlingspunkt. Det bliver et sted, hvor børn, unge, voksne og ældre kan mødes, og hvor by og natur bindes tættere sammen. Det er en investering i både byliv, fællesskab og fremtid,” siger borgmester Jesper Skov Mikkelsen.
Projektet bygger på et samarbejde mellem Mariagerfjord Kommune og Arden Fællesråd, hvor lokale borgere har været med til at udvikle idéerne bag det nye byrum.
Bæredygtighed bliver en central del af projektet. Den tidligere SPAR-bygning skal delvist omdannes til et overdækket uderum, mens eksisterende murværk og materialer genbruges for at bevare områdets historie og mindske ressourceforbruget.
Arden Bytorv forventes at stå færdigt i slutningen af 2027 eller begyndelsen af 2028.
Fakta: Arden Bytorv
- Placering: Foran Kulturhuset i Arden.
- Støtte: 10 millioner kroner fra Mariagerfjord Kommune og 4,5 millioner kroner fra Realdania.
- Formål: At skabe et grønt byrum med plads til ophold, leg, arrangementer og fællesskab året rundt.
- Bæredygtighed: Den tidligere SPAR-bygning genanvendes delvist som overdækket uderum, og eksisterende materialer genbruges.
- Sammenhæng: Projektet skal styrke forbindelsen mellem Arden centrum, stationen og Rold Skov.
- Turisme: Bytorvet bliver et stop for cykelturister på Hærvejsruten.
- Samarbejdspartnere: Mariagerfjord Kommune og Arden Fællesråd.
- Forventet færdiggørelse: Slutningen af 2027 eller begyndelsen af 2028.






Accepter kun nødvendige cookies